Anmeldelse af Make Up For Ever Ultra HD Concealer
I mange år har jeg kun brugt makeup fra MAC, hvilket jo er lidt ærgerligt. Især når nu der er så mange skønne produkter på markedet fra så mange forskellige mærker.
Derfor har jeg besluttet mig for at afprøve en concealer fra Make Up For Ever, der hedder Ultra HD.
Til at starte med syntes jeg, at 200 kroner var lige lovlig meget. Det virker dyrt i forhold til de concealere, jeg plejer at bruge, der koster omkring 175 kroner. Når jeg kigger nærmere på mængden af produkt, giver prisen pludselig god mening, den indeholder nemlig 7 ml.
Den lange slanke plastiktube er virkelig praktisk, den kan jeg enormt godt lide. Man behøver ikke være bange for, at den går i stykker, når den bliver tabt på gulvet. Samtidig er det nemt at få ALT ud af tuben. Det er rart, at man kan se, hvornår man løber tør for concealer. Og at man kan få det hele ud af emballagen.
Den har ikke umiddelbart nogen særlig duft, andet end en mild duft af creme, hvis du ved, hvad jeg mener 😉
Den har en meget let konsistens, men den er ikke for tynd. Det er nemt at få den helt rigtige mængde produkt ud, uden at der går noget til spilde. Den lette konsistens gør den virkelig let at fordele på huden, den nærmest glider på og fordeler sig. Derefter er den nærmest usynlig på huden!
Det er vigtigt at nævne, at jeg lige havde taget øjencreme på, inden jeg tog concealeren i brug. Det hjælper den med at blende ind i huden. Det er nemt at forestille sig, at den kan være en smule tør, uden en creme under.
Der står på æsken, at den har en medium dækkeevne, men jeg synes, den kan gå helt fra en let dækkeevne til medium/høj dækkeevne. Det handler bare om, hvordan man bruger den. Hvis du tager den på lige efter din creme, som jeg gjorde, så bliver den ret let, og hvis man bruger den med en Beautyblender, kan den virkelig bygges op.
Alle ovennævnte fordele betyder, at jeg lige har fundet min nye yndlings concealer! Jeg er simpelthen så vild med den måde, den ligger på huden! Den er nærmest helt usynlig og dækker alt det, den skal. Samtidig er den nem at have med i tasken til touch-ups, fordi den er lille og ikke vejer noget.
Du finder Make Up For Ever Ultra HD Concealer i Sephora, hvor den koster 200 kroner.
Har du prøvet den?
Her er en lille video, hvor jeg prøver den af 🙂