Bryllup i Vegas

Da vi tog fra Danmark med kurs til Los Angeles for at blive gift var det med sommerfugle i maven og et håb om, at det måtte blive lige som vi drømte om. Der var en del ting, som vi skulle have styr på.

• Kjolen
• Tid og Sted
• Gæsterne
• Tilladelsen

Kjolen fandt jeg i en lille butik, der hedder Bettie Page, der forhandler tøj i Pin-Up og Rockabillystil. Kjolen var ikke særlig traditionel, men det skulle brylluppet jo heller ikke være. Så den var helt perfekt! Du kan se mere fra Bettie Page på deres eget site.
Sidst Martin var i U.S.A. blev han medlem af  en motorcykelklub. Det var vesten fra den klub, han havde på til ceremonien.

Vi havde besluttet os for at holde bryllupsfest for venner og familie på vores første bryllupsdag. Derfor havde vi valgt at blive gift på en fredag, så festen året efter ville falde på en lørdag. Stedet havde vi styr på. Vi ville gerne giftes i det samme kapel, som min mor blev gift i tilbage i 1989. Det var der noget romantisk over.

Vi har nogle venner og familie i både Los Angeles og Las Vegas. Så vi skulle finde ud af, hvem der kunne komme med. De fleste er jo på arbejde om fredagen. Min bonus-far Søren og en af hans venner var med, og så deltog tre af Martins venner fra Douche LaRouche.

Vi havde fundet ud af, at man skulle møde op på Clark County Marriage Bureau og søge om tilladelse til at blive gift. Man kan altså ikke bare lige smutte forbi, som man ser i filmene.
Torsdag tog vi fra Los Angeles og kørte direkte til bureauet. Det hele kørte aldeles gnidnigsfrit, da vi skulle ind og ansøge om tilladelsen. Først stod vi i kø, derefter udfyldte vi papirer, og til sidst betalte vi gebyret på 77 dollars.

Da vi kom ud derfra, var det som om jeg var en magnet på alle sælgerne. Først kom der en meget sød mand hen og spurgte, om vi vidste, hvor vi ville giftes. Han ville give os nogle flyers fra et andet kapel. Ham fik jeg pænt afvist. Inden vi nåede hen til bilen, var der en anden sælger på vej hen til mig. Det var altså lidt underligt! Det er selvfølgelig en ”big business” derovre, men det var jeg ikke lige forberedt på.

Der var mange ting at tage stilling til omkring selve ceremonien i kapellet. Vi skulle ringe og bestille tid. På hjemmesiden var der en hel menu! Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Du kan blive viet af Elvis, eller i en Cadillac, eller i drive-thru, du kan endda blive viet i en helikopter. Der er virkelig mange ting, man kan vælge til eller fra. Du kan også leje tøj, få lagt makeup og sat hår. Der er altså et hav af muligheder og tilbud til at få lige den dag, du drømmer om. Vi valgte en almindelig vielse, en buket blomster til mig og en professionel fotograf til at forevige vores særlige dag med nogle smukke billeder.

Dagen efter, om fredagen, sov vi længe og bestilte noget lækkert mad til værelset.

Så gjorde vi os klar til at gå rundt på The Strip. Der spillede vi lidt på nogle maskiner og spiste noget lækkert mad.
Det var en super hyggelig og afslappet dag, hvor vi egentlig bare glædede os til, hvad der skulle ske senere.
Da vi kørte fra Los Angeles, fik jeg en konvolut af min bonusfar Søren. Konvolutten skulle jeg først åbne, når vi ankom til Las Vegas. Det var en gave fra min mor. Tårerne fik frit løb, da jeg læste den søde besked fra min mor. Hun havde jo ret! Selv om vi var langt fra hinanden, så var hun hos mig i det øjeblik.

Vi havde booket tid til at blive viet kl.17. De havde været ret strikse med, at vi skulle komme til tiden. Da vi ankom fandt vi ud af hvorfor.
Vi stod simpelthen i kø til at blive viet. Der var to par foran os. Det var ret underligt at stå i kø på den måde. Begivenheden, der betød så meget for os, lod vente på sig. På den anden side gjorde det også, at stemningen var ret afslappet.

Fotografen kom og tog billeder, inden vi blev gift og lidt bagefter. Han kørte helt klart på en rutine.
Op med hovedet, ned med hovedet, kig på hinanden o.s.v. Det var meget rutinepræget og mekanisk. Billederne blev desværre også ret opstillede. Så vi endte med at bruge et billede taget med en mobil som vores officielle bryllupsbillede.

Da det blev vores tur til at blive viet, skulle vi først besvare forskellige spørgsmål. Ville vi gå ned langs rækkerne eller bare komme op til præsten? Havde vi ægteskabsløfter, vi ville læse op for hinanden? Det er jo helt perfekt, at man kan få det hele, lige som man ønsker det. Det er trods alt ens bryllup, selvom der kommer mange igennem på sådan en dag.

Det var ikke så vigtigt for os, at det blev lige som et traditionelt bryllup. Det var mere oplevelsen vi fokuserede på. For eksempel udvekslede vi ingen ringe, da vi blev gift. For det første havde jeg jo lige fået en ring, da vi blev forlovet kun tolv dage inden. For det andet ville vi hellere spare op til nogle fine ringe. Dem ville vi udveksle til vores bryllupsfest, hvor både vores familie og venner var samlet. På den måde kunne vi få en lille ceremoni ud af det. Da vi var blevet viet, skrev vores vidner under, og vi gik udenfor, hvor de sidste billeder blev taget. Der var så varmt, at man svedte, selv om man stod stille. Samtidig var vi helt oppe at køre over hele oplevelsen, så alle billeder blev faktisk lidt fjollede.

Det billede, der endte med at være det bedste, er et mobilbillede, så kvaliteten er ikke den bedste.

Bagefter tog vi ud at spise med Søren og nogle flere gæster. Det var lige som det skulle være. Hyggeligt og helt nede på jorden. Dagen efter tog vi fra Las Vegas og kørte igennem ørkenen mod Yosemite.
Har du  fået lyst til at se, hvordan vi valgte at fejre kærligheden sammen med vores venner og familie?
Så kan du læse indlægget: Vores lidt utraditionelle bryllupsfest.

P.s. Vi fik lavet den lille baby, som vi havde snakket om 😉