En nem måde at fjerne hår på – 90´er style
Der er nærmest ikke grænser for, hvor mange forskellige metoder jeg har prøvet, for at blive kropsbehåringen kvit. Enten får jeg indgroede hår, knopper eller små sår. Derfor virker det af og til som et helt uoverskueligt projekt!
Her forleden faldt jeg over et produkt, jeg havde helt glemt. Hair Removal Cream fra Veet.
Det er mange år siden, jeg har brugt det, og jeg kan egentlig ikke huske, hvorfor jeg stoppede.
Derfor besluttede jeg mig for at prøve det af igen.
Efter at have prøvet adskillige metoder og forskellige produkter, er jeg nået frem til, at barbering med en skraber, er det der virker bedst for mig… I hvert fald når vi taler om at fjerne hår på den nederste del af benene.
Sædvanligvis vokser jeg mine lår, men jeg synes egentlig, at der kommer for mange knopper. Også selvom jeg eksfolierer og smører mig med creme. Derfor var det oplagt at prøve cremen af på lårene.
Det var den velkendte lugt at kemikalier, der mødte mig, da jeg åbnede tuben. Lugten sendte mig tilbage til dengang i slut 90’erne, da jeg brugte det sidst. Det er egentlig ikke fordi, lugten er specielt grim, cremen lugter bare kraftigt. Samtidig med at lugten lige minder mig om, at jeg er ved at smøre nogle meget stærke kemikalier på… Hvis jeg skal være helt ærlig, overvejede jeg et kort øjeblik, om nu det også var en god idé. Heldigvis vandt lysten til at finde den bedste metode for mig at fjerne hår på.
En, der er mere ansvarlig end mig, havde naturligvis testet eventuelle reaktioner af på et lille område først… men det fik jeg ikke lige gjort. I stedet smurte jeg cremen på med hænderne, selvom der står på pakken, at man skal bruge skraberen. Da jeg havde smurt det på fra knæet op til bikinilinjen, satte jeg timeren på min telefon til 6 minutter. Da tiden var gået, og jeg gik i gang med at skrabe cremen af, røg hårene lige af! Det var meget nemt at fjerne.
Den eneste ulempe ved mit første forsøg med cremen, var den store mængde toiletpapir, jeg brugte på at tørre cremen af spartlen… Det var dog selvforskyldt, for jeg havde ikke overvejet, hvor jeg skulle gøre af cremen, når jeg skrabede den af. Næste gang jeg brugte cremen, tog jeg en lille skål med, så jeg kunne skrabe cremen af på kanten. Det var meget nemmere, og så spildte jeg ikke en masse toiletpapir eller vand på det.
Da jeg havde fjernet cremen, hoppede jeg i bad. I badet masserede jeg huden blidt med en vaskehandske, tørrede huden og smurte bodylotion på. Til at starte med var der nogle røde striber på mine ben, der hvor jeg havde skrabet henover huden, men de gik væk i løbet af et kvarters tid. Resultatet af mit forsøg var en VILDT blød hud.
Når jeg er blevet vokset, har jeg været rød i flere timer efter. Og nogle gange har min hud endda været hævet. Sådan var min oplevelse med Veet Hair Removal Cream slet ikke. Der var dømt lækre sommerben lige med det samme.
I dagene efter mit forsøg med Veet Hair Removal Cream gik jeg nærmest bare og ventede på, at jeg skulle få knopper. Eller at der skulle vokse små stikkende hår ud, det skete dog aldrig. Der kom overhovedet ingen knopper, og da hårene begyndte at vokse ud, var de langt blødere end efter en barbering. Der gik også ret lang tid før, jeg følte, at det var nødvendigt at fjerne hårene igen. Min oplevelse med Veet Hair Removal Cream var alt i alt en kæmpe succes!
Der skal naturligvis en liste med fordele til for at beskrive min begejstring for Veet Hair Removal Cream:
- Det går hurtigt og ser flot ud med det samme.
- Det er virkelig nemt.
- Der går lang tid før man skal gentage behandlingen.
- Hårene bliver ikke stive, når de vokser ud.
- Ingen knopper.
- Det er budgetvenligt.
Måske har du selv problemer med at finde den rigtig hårfjerningsmetode, eller er klar på at prøve noget nyt? Så syntes jeg helt klart, du skal prøve Veet Hair Removal Cream af.
Er du bange for kemien? Så har Pudderdåserne skrevet et virkelig fint indlæg om det med mere dybdegående tilgang til ingredienserne.
Du kan købe Veet Hair Removal Cream mange forskellige steder. Blandt andet i Matas, supermarkedet og Normal.