Drømmen om en karriere som makeupartist
Allerede da jeg var 12 år gammel, vidste jeg, hvad jeg ville arbejde med, når jeg “blev voksen”. Det skulle noget være kreativt med masser af muligheder for arbejde både her i Danmark og i udlandet. Drømmen var at blive makeup artist og lægge makeup på alle de smukke sangere i musikvideoer. Det var svært at forfølge drømmen, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme i gang. Derfor landede jeg i første omgang i detailbranchen. Mit første job var i en butik på Oxford Street i London, og da jeg kom hjem fortsatte jeg i samme branche.
Det fik en våd bytur på natklubben Pan ændret! Denne aften mødte jeg nemlig mit helt store idol, Uffe Buchard, der på det tidspunkt stadig lagde makeup. Med intet at tabe gik jeg over og talte med ham. Han fik hele historien og alle drømmene. Blot et par uger senere sad jeg igen overfor ham til et møde om fremtiden. Det blev starten på noget rigtig fint men også noget lidt skræmmende. Pludselig var jeg assistent for ham, der var mit største forbillede.
Uffe tog mig med til møder med alle mulige vilde mennesker, som jeg hidtil kun havde drømt om at være i nærheden af. Det var en sjov tid, og jeg ser tit tilbage på dengang med en meget varm følelse. Og stor taknemmelighed i hjertet over for den mand, der tog mig under sine vinger! Uffe stoppede kort efter med at lægge makeup, og jeg blev assistent for Anne Staunsager og Henrik Steen. Det var fantastisk, for de to arbejdede med meget forskellige kunder, og jeg fik lidt mere føling med branchen.
Desværre havde jeg en fornemmelse af, at der var noget, der holdt mig tilbage. Det var svært bare at springe ud i det. Derfor anfalede Anne mig at tage en uddannelse som makeup artist, og kort efter startede jeg på Fagskolen for Dekorativ Kosmetik i Odense. Det var den samme skole, som Anne havde gået på og den bedste skole på det tidspunkt. Det var virkelig et fantastisk år! Jeg elskede at være kreativ, og jeg følte, at jeg blev bedre dag for dag. Da jeg var færdig med skolen, skulle jeg finde ud af, hvad jeg ville. Efter anbefaling startede jeg hos MAC Cosmetics, hvor jeg kunne øve mig på alt det, jeg havde lært. Og her 10 år senere er jeg stadig ansat.
Der er sket rigtig meget på de 10 år. Det er umuligt at nævne alle de fantastiske oplevelser, jeg har haft med mit arbejde. For at nævne et par stykker har jeg været Key Artist på shows for Elise Gug og Ivan Grundahl under Copenhagen Fashion Week. Musikvideoer, kampagner og magasiner har jeg lagt makeup til. Og så blev jeg sendt til Wien, hvor jeg lagde makeup til Life Ball…
Det er blevet tid til, at der skal ske noget nyt! Alt den viden, jeg har opbygget igennem årene, vil jeg gerne udnytte til at hjælpe DIG, og alle andre der har brug for at blive glad for deres udseende og ikke mindst for alderen. Det handler om at se det bedste i sig selv. Dine linjer, brysterne, der er draget sydpå og numsen, der ikke sidder helt, som den gjorde engang. For er der noget, jeg har lært, så er det, at uanset hvordan vi ser ud, så er vi aldrig selv tilfredse. Det håber jeg at kunne lave om på!
Selvom min blog handler om hår, makeup, tøj og stil, så vil jeg prøve at inspirere dig ved at være mig selv. 100% mig! Ingen photoshop, ingen filtre og ingen løgne. Bare mig 🙂