Hjælp til bedre hårdage
Det med at gøre “noget ud af mig selv” har altid betydet meget for mig. Det vil sige, når det handler om makeup og påklædning. Det med håret har faktisk altid drillet.
Det er ikke fordi, jeg ikke har prøvet, men hver gang er det endt med store mængder frustration og en ”så kan det også bare være lige meget”-følelse.
Selvfølgelig er jeg ikke den eneste, der har prøvet at finde en video på YouTube og tænke, det ligner en nem frisure, det kan jeg sikkert godt finde ud af… Det ser jo ret nemt ud, når YouTube’eren, der har gjort det mange gange, gør det. Du ved godt, hvordan det her ender ikke sandt?
Det var jeg SÅ træt af, at jeg besluttede at lave om på det!
Sidste år i maj måned var jeg et smut forbi Mondo Kaos, hvor jeg spurgte, om de kendte til nogen steder, man kunne tage et kursus. Tilfældigvis havde de lige fået bekræftet at Ella kom til Danmark og ville afholde et hårkursus nede i butikken! Det var helt vildt optur! Så jeg skyndte mig at booke plads på holdet. Kort tid efter modtog jeg en e-mail, der beskrev hvilke ting, jeg selv skulle medbringe, og hvordan kurset ville foregå.
Butikken havde den helt rigtige størrelse til det antal piger, vi var. Der var stillet borde og stole op, så det var nemt både at se og sætte håret selv. Det var lige præcis så tæt, at vi fik en rigtig hyggelig atmosfære, og der var også lidt vand og snacks.
Ella viste først på en model, hvordan vi skulle krølle håret op med køllejernet, og så var det jo bare med at komme i gang selv.
Kunne jeg selv have fundet en video, der viste den teknik på nettet? Ja, sagtens! Den store forskel var bare, at der hele tiden var en, jeg kunne spørge, når nu det ikke gik, som jeg ville. Både første, anden og tiende gang jeg stødte ind i problemer. Det var også rart, at jeg kunne se rundt på de andre kvinder, der ligesom jeg kæmpede. Det gav mig en følelse af, at jeg ikke var den eneste, der syntes, det var svært. Ligesom det gav mig følelsen af, at hvis de kunne lære det, så kunne jeg også!
Workshoppen forløb sådan, at Ella viste det på en model, hvorefter vi skulle prøve selv. Ella gik rundt og hjalp, samtidig med at hun gav tips og tricks. Den aften fik jeg ikke lavet den fineste frisure. Krøllerne blev trukket lidt for meget ud, og jeg fik ikke helt brugt nok hårspray.
På kurset fik jeg lært en masse gode teknikker, og jeg fik mod på at kaste mig ud i at sætte mit hår et par gange om ugen, når der altså er tid til det. Den type frisurer kræver lidt tid og tålmodighed.
Jeg gav 100 pund for kurset, der varede 2 1/2 time, og det var klart alle pengene værd! Der var også en ret så lækker goodiebag!
Jeg fik blod på tanden og har nu tilmeldt mig et nyt hårkursus i A Touch Of Vintage
Går du også med en lyst til at gøre noget mere ud af dit hår?
Jeg kan kun anbefale at få gjort noget ved det!