Sådan fandt jeg mig selv og min stil
Det har altid betydet meget for mig at klæde mig pænt på. Og jeg hygger mig med overvejelserne om, hvilke ting der passer sammen, og hvordan jeg opnår et bestemt look. I tidens løb har jeg eksperimenteret meget med mit look. Militærfasen står klart i min hukommelse, alt der var armygrønt eller havde camouflagemønster var et hit. Der var også tiden på efterskolen, hvor min mormors aflagte fodformede Ecco sko, trompetbukserne og hjemmestrik var det bedste i verden. Der har været mange perioder og stilskift, for jeg elsker at lege med mit look.
I mange år har jeg kigget efter pinups, og jeg er vild med stilen. For ni år siden eksperimenterede jeg med looket, og der kom også et par kjoler ind i garderoben. Alligevel tog jeg først skridtet fuldt ud for to år siden. Dengang besluttede jeg mig for at lære at gøre noget mere ud af mit hår. Derfor lod jeg pandehåret gro, så det blev langt nok til, at jeg kan kreere de flotte pinupfrisurer. For at lære teknikkerne har jeg set en del YouTube videoer. Efter flere mere eller mindre heldige forsøg, tog jeg et kursus. Det hjalp mig enormt meget! Så selv om jeg ikke er en total haj til det, så er der nogle enkelte frisurer, jeg mestrer sådan nogenlunde, og det har givet mig blod på tanden. Så tilmeldingen til næste kursus er allerede i hus.
Det er kommet snigende i takt med, at jeg bliver ældre og har fået børn. Kroppen er ændret, der er flere linjer i mit ansigt, og min selvopfattelse skal justeres. I skønhedsbranchen er der enormt meget fokus på det ydre. Mange af mine kolleger får lavet forskellige indgreb. Derfor bliver jeg tvunget til at tage stilling til mit eget udseende og finde frem til mine egne værdier. Selvfølgelig bliver jeg også påvirket af alle de kvinder, jeg møder i min dagligdag. Sådan er jeg nået frem til, at der ikke er noget som helst, der skal “fikses”! Der skal være masser af fløjten og store smil i mit liv, selv om de kloge siger, at jeg får flere rynker af det! Jeg vil lære mig selv at elske mig, som jeg ser ud. Det handler om at se på sig selv med de øjne, som jeg ser på andre med.
Det er vigtigt at huske mig selv på, hvor ung jeg er. Det er ikke hensigtsmæssigt at ville ligne en på femogtyve, når jeg nærmer mig de fyrre 😉 En skøn veninde viste mig en bog, der hedder Advanced Style. Den har gjort meget godt for mine tanker om mig selv. Det en fantastisk bog fyldt med kvinder, der er plus halvfjerds. Det handler ikke om deres alder men mere om, hvordan jeg opfatter dem. Jeg ser hverken på deres linjer eller løse hud. Det, jeg ser, er deres fantastiske udstråling, og hvordan de bærer sig selv. Det er mit håb, at jeg er lige så smuk og ikke mindst inspirerende, når jeg når den alder.
Min mission er at få andre til at nyde at gøre sig umage med og for sig selv. At få andre til at elske det, de ser i spejlet og stoppe med at prøve at ændre på sig selv.
Anne Nielsen
10. juli 2018 @ 13:01
Hej søde Stinne,
Fin blog du har. Jeg kan godt huske første gang jeg så dig på Amagerbrogade og jeg tænkte, hold nu k…. hvor er hun chekket.
At det så senere skulle vise sig at vi bor på samme vej, er bare for fedt. 🙂 You rock baby 🙂
admin
7. august 2018 @ 13:08
Seriøst hvor er du sød Anne! Og du er altså også bare sej. Jeg ville slet ikke kunne løfte alle de tunge vægte du har dig! #powerwoman